God praksis balancerer mellem valgte metoder og tilgange og imødekommelse af borgerens skiftende ønsker og behov
Hvordan sikrer I at jeres praksis tager højde for begge dele? Og hvordan er der sammenhæng mellem fælles faglighed og løbende individuelle skøn?
I en stærk faglig praksis er begrundelser for de aktiviteter man gør med borgerne forankret i såvel kendskab til borgeren og de metoder og mål, man har forpligtet sig på. Over tid kan aktiviteter og begrundelser blive mere begrundet i borgerens behov end i de metoder og mål, man har valgt på jeres tilbud.
Med andre ord: Metoderne tilpasses vurderingen af borgernes situation.
Det kan der være meget fornuft i, men hvordan undgår man at aktiviteter justeres efter privatpraktiserende skøn af borgerne i det daglige som adskiller sig fra det metodiske grundlag, som man samtidigt bekender sig til og har faglige begrundelser for – og som fx Socialtilsynet vil holde én ansvarlig i forhold til?
I kollegiale drøftelser om konkrete sager kan man arbejde med spørgsmål som:
- Hvilken problemforståelse arbejder vi med og hvorfor?
- Hvilke mål har I fokus på?
- Hvilke aktiviteter og interaktioner med barnet/borgeren prioriteres iht mål og hvilken interaktion opstår?
- Hvordan forstår vi denne interaktion
- Hvordan opleves det af barnet/borgen?
- Hvordan opleves det af fagpersonen?
- Vurdering:
Er der god sammenhæng mellem problem, metodevalg og mål?