Samarbejdet med pårørende kan få karakter en af magtkamp eller kan være ikke eksisterende. Begge dele er problematisk for borgeren, som det handler om.
Samarbejde med pårørende betragtes sjældent som en del af kerneopgaven – og alligevel foregår den i praksis.
Når den ikke ses som en del af kerneopgaven, kan det betyde, at den svære del af samarbejdet bliver medarbejderens og de pårørendes ’eget’ problem. Udfordringer og formål med samarbejdet bliver derfor sjældent til læring i organisationen. Det kommer dermed hverken borger, pårørende eller medarbejdere til gavn.
Pårørende kan opleve en afmagt og mistet mulighed for at drage omsorg for deres kære.
I kollegiale drøftelser:
Hvilket formål har vi med vores pårørende-samarbejde – når borgeren er interesseret i det?
Hvilke udfordringer opstår i konkrete situationer?
Hvordan kommunikerer vi med pårørende? På hvilke måder er vi inviterende, imødekommende, indlevede og anerkendende i vores kontakt med pårørende? Hvordan hører og ser vi det?