Der kan opstå en konflikt mellem at tilgodese borgerens ret til selvbestemmelse og borgerens behov for at opleve sig som en del af et fællesskab.
Konfliktens varetagelse handler om de øjne, vi har på selvbestemmelse.
En rehabiliterende tilgang til handicap lægger vægt på deltagelsesmuligheder med andre.
Det kræver fleksibel forståelse af behovet for og retten til at kunne at bestemme selv i eget liv.
Retten til selvbestemmelse kan tales som ukrænkelig i juridisk forstand og hvis selvbestemmelse ses som en rettighed lukker det for pædagogikkens muligheder for at arbejde i relationer
Men selvbestemmelse beror på evne og man bør tale om kvalificeret selvbestemmelse. Hvis selvbestemmelse forstås som et filosofisk fænomen og en værdi i et menneskeliv, giver det mulighed for at arbejde med borgeres selvbestemmelse som en værdi der kan afbalanceres i forhold til en værdi om:
- Hvilke behov eller hvilken interesse hos borgeren ligger bag ønsket om selvbestemmelse?
- I hvilken grad vurderer vi, at borgeren selv kan vurdere konsekvensen af imødekommelsen af selvbestemmelse?
- Hvilke andre behov og interesser hos borgeren i samme situation kan vi muligvis imødekomme og deri samtidigt understøtte muligheden for at borgeren oplever sig som en del af noget fælles?