I 2022 udkom jeg med kapitlet ”Statusudtalelser på døgninstitutioner” i bogen ”Tekster og kommunikation i socialt arbejde” Matthiesen A. m.fl. (red). I kapitlet skriver jeg om erfaringer fra et forskningsprojekt om skriftlighed i samarbejde mellem myndighed og leverandør om anbragte børn.
Kapitlet giver bud på, hvorfor og hvordan den unges perspektiv kan skrives tydeligt frem i statusudtalelser. Med eksemplet Louise giver jeg forslag til hvordan man kan formulere sig om de udfordringer hun har og er i, fx:
”Louise foretrækker jævnligt at spise alene på sit værelse frem for med andre i køkkenet”
eller
”Det er endnu en udfordring for os at skabe et måltidsfællesskab, hvor Louise føler, at hun kan være med, med det hun har lyst til at spise” De to formuleringer lægger forskellig vægt på at beskrive konteksten for måltider og fællesskaber i Louises liv, hvilket får betydning for forståelsen af, hvilke problemer der arbejdes med og hvordan.
Hvordan kan du beskrive barnets ressourcer og udfordringer i betydningsfulde situationer fra barnets liv – så barnets egne ord også skrives med ind i teksten?
Ved I hvorfor det er vigtigt ikke kun at beskrive barnet og barnets handlinger, men også beskrive den interaktion og de situationer, det forekommer i?